Browser Kategori

Tanker

Mig, Tanker

En pause

Som i måske har bemærket, er det ved at være længe siden jeg sidst har tjekket ind, faktisk er det helt præcist 20 dage siden mit sidste indlæg. Tror det er det længste nogensinde i Vesterbrolivets historie!

Og først vil jeg lige gøre det klart, at vi alle tre – K, lille B og jeg, alle har det helt fantastisk godt og nyder livet, som vi altid har gjort, det bliver bare ikke dokumenteret her i lige så høj grad som før måske.

….Jeg ved ikke hvad det skyldes, men en blanding af manglende tid og at jeg får ‘udlevet’ min skrivetrang andetsteds gør, at jeg har haft brug for – og stadig har brug for – en pause her fra Vesterbrolivet.

Min intention med skriveriet har altid været lystbetonet, så når den ikke er der, føler jeg ikke at jeg har mig selv med.

Derfor har jeg besluttet – eller besluttet og besluttet – det er nu kommet meget naturligt og af sig selv, at jeg holder en pause for nu. Jeg elsker at dele og formidle mig skriftligt, men tiden og lysten skal simpelthen være der, ellers bliver det et pres og en byrde og det er jo det sidste det må blive! 🙂

Så nu skal jeg finde ud af, om Vestebrolivet(s virtuelle univers) skal slutte her, eller om vi bare er on a break. Jeg ved det ikke selv endnu, det må tiden må vise.

Derfor vil jeg slutte af med at sige tusind tak for 13 gode måneder, tak for at jeg har måtte dele, tak for opmærksomheden og tak for de fine og dejlige kommentarer! 🙂

TAK

RELATEREDE INDLÆG

Mig, Tanker

Om at gøre sig umage

Jeg er af den overbevisning, at man altid skal gøre sig umage med de ting man foretager sig. Hvis man gør sig umage, og gør sit bedste, så kan man ikke gøre det bedre.

Da jeg gik i folkeskolen gjorde jeg mig meget umage i forhold til at lave mine lektier og aflevere mine opgaver. Hvis jeg havde fået noget for, gik jeg oftest hjem og lavede det samme dag, så det ikke hang over mit hoved til sidste øjeblik. Jeg blev ‘indstillet’ til at starte i gymnasiet, men da jeg startede der, var det som om, at jeg glemte alle mine gode rutiner og vaner – jeg glemte at gøre mig umage hver dag.

Jeg ville virkelig gerne gøre det godt, gå op i det og få gode karakterer, men jeg gjorde mig ikke umage nok. Jeg gjorde det ikke så godt jeg kunne og det kan jeg sagtens se nu her i bakspejlet. Jeg havde mange andre interesser – som jeg til gengæld gjorde mig rigtig umage med, og på daværende tidspunkt, var det vigtigere for mig. Det er vigtigt at pointere, at jeg ikke bare dangderede den, jeg gjorde mig bare ikke umage i forhold til skolen.

Det udmøntede jo så i, at jeg ikke havde lige så mange muligheder i forhold til videreuddannelse, da mine karakterer på ingen måde var til at prale af. Men på det tidspunkt, da jeg gik i gymnasiet, var jeg hverken motiveret eller anede hvad søren jeg skulle gøre mig umage for, så det gav ikke mening for mig.

Efter to sabbatår, fik jeg pludselig lyst til at komme tilbage på skolebænken igen. Denne gang lovede jeg mig selv, at gøre mig umage. Efter mange tanker, kom jeg frem til, at jeg ville læse Dansk. Men på Københavns Universitet kommer man ikke ‘bare ind’. Der er adgangskrav. Og det adgangskrav består af karakterer, som jeg aldrig gjorde mig umage nok til at få. Ikke et særligt højt gennemsnit – bare et, jeg aldrig fik.

Så første skridt var, at få skrevet en god motiveret ansøgning til kvote 2. Og for søren, hvor gjorde jeg mig umage 🙂 Jeg brugte virkelig mange timer på den ansøgning. Fik mange forskellige mennesker til at læse den igennem. Generelt gik jeg bare rigtig meget op i det og det gav pote! Jeg kom ind, som 1 ud af de 20 der kom ind på kvote 2 (ud af 270 eller så noget) og den følelse var helt helt fantastisk.

Nu er jeg på mit 4. semester, og jeg kan med god samvittighed sige, at jeg gør mig rigtig meget umage. Ikke hver dag, men i det store hele. Jeg kæmper og gør mit allerbedste. Og når man så får en god karakter, man måske ikke havde ‘forventet’ at få, men som man jo tydeligvis fortjener, så er det den mest fantastiske følelse!

Og jeg tror egentlig at man skal tage det med sig, lige meget hvad man laver. I sit forhold fx. Jeg tænker tit over, at selvom K og jeg er meget tætte og bruger rigtig meget tid sammen, så er vi to personer. Vi har forskellige holdninger og meninger, og vi må gerne gøre tingene på forskellige måder. Jeg bestemmer ikke over ham, han bestemmer ikke over mig. Vi skal begge to gøre os umage, så vi har det så godt som muligt. Fx når man snakker med hinanden – gøre sig umage med at snakke. Anderkend hinanden og vær oprigtig interesseret, også selvom man ikke altid synes det er så spændende det den anden fortæller om 😉

Det gælder også i forhold til tøj, mad, rengøring, indretning – whatever. Det er bare så meget sjovere, når man gør sig umage med tingene. Jeg håber i forstår min pointe? Det handler ikke om, at alt skal være perfekt, og at man altid skal leve op til noget – og slet ikke i forhold til andre og deres forventninger.

Det handler om at gøre sig umage for sig selv og for sin egen skyld! Når man gør det så godt man kan, kan man jo af gode grunde ikke gøre det bedre. Og jo, selvfølgelig må (og skal) man springe over hvor gærdet er lavest engang i mellem. Bare ikke hver gang. Det kan jeg i hvert fald godt skrive under på 🙂

RELATEREDE INDLÆG

Livet, Sverige, Tanker

Sverige og stilhed

Et lidt sent søndagsindlæg her på Vesterbrolivet, men de sidste par dage er fløjet fra mig.

Fredag eftermiddag kørte vi til mine forældres sommerhus i Sverige. Det tager lidt over en time at komme herop, hvilket er helt helt perfekt til en mini getaway! Et par timer efter kom de selv, inklusiv deres hund, og vi har så bare nydt de sidste par dage alle 4 (6?)

Lørdag stod på genbrugsshopping, lækker frokost, læsning, og hundrede procent afslapning. I dag stod vi op til snevejr, og det har stort set sneet lige siden. Hvis ikke vi var i marts måned, havde det været vildt hyggeligt. Nu er det bare lidt irriterende – havde håbet på lidt sol og foråsstemning. Men ak.

Ved 14-tiden kørte mine forældre så tilbage mod København, K, B og jeg tager en overnatning mere 🙂 sagen er nemlig den, at jeg først har forelæsning kl. 14 imorgen, og K kan koordinere det således, at han først møder ind ca samme tidspunkt. Det føles helt som om, at vi har ferie. Vi har også lige spist en hel skål chips…. wupsi.

I skrivende stund sidder vi med dynen i sofaen og kigger på boliger. Vi bor jo, som bekendt, i den dejligste lille lejlighed på Vbro, som vi begge er sindsygt glade for. Den er på 60 kvm, og helt perfekt til to mennesker og en lille bitte hund. Men der kan sørme heller ikke være mere. Det er lige så hatten passer, eller hvad man siger.

Tidligere faldt jeg så over et link på Facebook til den FEDESTE lejlighed på Frederiksberg. 130 kvm. taglejlighed med 4 værelser og åbent køkken/spisestue. Meget i stil med den vi har nu, bare større og lysere. Og det satte jo lidt gang i drømmende. Altså vi har planer om at bliver boende i vores nuværende lille hule minimum to år endnu, da vi som sagt er ovenud lykkelig for både rumfordeling, størrelse og beliggenhed, men en dag har man jo brug for mere plads.

Så nu har vi brugt lidt tid på at side og kigge på diverse boligsider. Kender i ikke det, når man bliver fuldstændig grebet af en ide, som man jo inderst inde godt ved ikke rigtig er relevant atm?

Jeg tror dog også, at den helt store drøm for os, er at rykke til Valby eller Brønshøj og finde et stort lækkert hus med have til en dag om mange (nogle!) år. Selvom jeg kun er 22, drømmer jeg altså allerede om at rykke i hus en dag. Men det hænger nok også sammen med, at jeg jo boede i hus inden jeg flyttede hjemmefra. Og det med at have en have (hehe) er virkelig fantastisk, og meget undervurderet. En gård/ en tur i parken kommer aldrig op på det niveau.

Nå, lidt boligtanker her fra sofaen i det svenske. Håber i har nydt weekenden? 🙂

12833474_10206740233997488_1442761396_n 1624315_10206740233317471_75162560_n

RELATEREDE INDLÆG

Kærlighed, Livet, Tanker

Sommerferieplanlægning & hjemmelavede tacos

Søndag aften. Vi sidder alle tre (to mennesker, én hund) i vores lille grå sofa. Menneskerne har spist hjemmelavede tacos – SÅ lækkert! Hunden fik en dental stick. Nu slår vi mave, og har netop set sæsonafslutningen af Bedrag. Fulgte i med i den? Jeg ved ikke rigtig, om jeg synes det var god… Og at der kommer en sæson 2 synes jeg virker lidt skørt.

Vi har brugt dagen på total afslapning. K og lille B stod op ved 9 tiden og gik tur og handlede ind mens jeg snoozede helt til kl. 10. Da jeg stod op, var det til morgenmad og kaffe, lige som man kunne ønske sig. K er blevet rigtig god til at holde fri i weekenderne (ret nyt, før i tiden skulle han ofte ind et par timer og ordne nogle ting, men nu prioritere han virkelig at slappe helt af i weekenderne, så dejligt og hyggeligt) så i dag havde vi absolut ingen planer. Vi snakkede lidt om en tur i Cinemaxx, men der gik ikke noget vi gad se. Til gengæld blev jeg ret hooked på at tage på Fisketorvet (?) og da vi jo kun bor små 20 minutters gang derfra, blev det pludselig (lidt mod Ks vilje) planen.

Fisketorvet var (som altid, forestiller jeg mig) fyldt med mennesker, specielt børn var der mange af. Men vi talte til 10 inden vi gik ind, og havde ikke travlt med noget, så det gik nu meget godt. Vi var en tur i Zara og ellers slentrede vi bare lidt rundt. Vi returnerede dog ret hurtigt til hulen igen. Lad mig bare sige det sådan her: Fisketorvet er ikke det mest romantiske sted, at tilbringe sin søndag eftermiddag.

Derhjemme stod den på frokost og Fargo (på HBO – ser i den?) og derefter et par timers studieforberedelse for mit vedkommende, mens K forberedte de føromtalte tacos.

Nu sidder vi så her, og overvejer snart at ramme puderne. Desuden har vi netop bestilt flybilletter til Lissabon, hvilket betyder at sommerferien er i hus. Ahhh. 🙂 Vi skal afsted sammen med et vennepar (meget voksent eller hvad?) og bo i deres ferielejlighed med tilhørende pool. Billetterne var ret pricy, til gengæld skal vi stort set ikke betale noget for at bo der, så alt i alt bliver det en rigtig fin pris. Det er altså dejligt at have dét på plads!

Da jeg først har en forelæsning kl. 14.15 imorgen, føles søndag aften altså ikke helt så slem 🙂 Håber jeres har været skøn?

12804134_10206694693419002_1006002912_n 12804171_10206694693298999_1062363770_n (1)

RELATEREDE INDLÆG

Ikke kategoriseret, Mig, Tanker

Om at vælge økologisk

Mine forældre har aldrig været fanatiske eller på anden måde ekstreme omkring deres valg af madvarer. De har dog altid prioriteret økologisk mælk og æg, og så vidt muligt kød og grønsager, men det har ikke været en ‘regel’ eller en absolut nødvendighed. Hvis kødet lige ved siden af var 10 kr. billigere, var det også ofte det, der røg i kurven når der blev handlet ind.

Af den grund tror jeg, at min holdning til økologi har været meget lig deres. Jeg vil rigtig gerne prioritere det, men synes også det er svært, hvis man ikke har røven fuld af penge.

K har altid kun købt økologisk. Han har altid primært handlet ind i Irma, da det var den tætteste indkøbsmulighed han havde, der hvor han boede før. Og Irma har jo et helt fantastisk udvalg af økologiske varer, så det gav lidt sig selv; han havde pengene til det, og valgte at altså prioritere dem således.

Så da vi flyttede sammen er han selvfølgelig blevet ved med at handle ind på den måde. Jeg vil skyde på at mindst 80 % af det han køber, er økologisk. I starten tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg synes det var lækkert, og vidste godt hvad det ligesom indebar, at det var økologisk, men jeg lagde ikke mere i det.

Som tiden er gået, har jeg dog ændret mig meget på det punkt! For det første blev vores lokale Super Brugsen lavet om til en Irma for et halvt års tiden siden, og man kan jo ikke lige pludselig ændre vaner, og gå dobbelt så langt væk for at gå i Netto vel? 😉 Ej det er løgn, jeg går faktisk ofte i Netto og handler ind, men det er også fordi de har nogle meget sjove spotvarer engang i mellem.

Nå, hvorom alting er, så prioriterer jeg økologi MEGET højere efter at være flyttet sammen en mand der også gør det. Hvis jeg handler ind til mig selv, vælger jeg stadig økologisk, så vidt muligt – og hvis pengene rækker til det. Som studerende på SU er det ofte bare meget tiltalende at vide, at man kan sparre – hvad ved jeg – 40-50 kr. pr indkøb hvis man vælger ikke-øko. Men omvendt, vil jeg rent faktisk gerne give de ekstra penge, og så måske handle færre varer ind. Jeg kunne i hvert fald aldrig finde på at købe ikke-økologisk mælk eller æg, det er måske noget jeg har med hjemmefra 😉

Flere af mine veninder har ikke den samme holdning til økologi. Mange synes simpelthen det er for dyrt i forhold til ‘almindelige’ varer. Men det er jo altid en prioriteringssag – og SÅ dyrt er det altså heller ikke længere, synes jeg.

Hvad er jeres holdning til den slags? 🙂

 10705140_10206604601166752_2080520933_n 12696021_10206604601206753_1519655493_n

RELATEREDE INDLÆG

Livet, Tanker

Studerende vs. fuldtids freelancer

Som jeg vidst har nævnt et par gange eller tre, er K jo tonemester, hvilket betyder at han arbejder freelance. Derudover har han to forskellige kontorer, et i Indre By og et på Frederiksberg, hvor han det ene sted har en ansat under sig til at tage de opgaver han ikke kan nå at lave.

Når han sidder på kontoret, er det fordi han fx sidder og laver sound design til en reklame eller sidder med efterarbejdet til en kortfilm. Hans job er meget alsidigt og består af rigtig mange forskellige opgaver i løbet af en dag, uge og måned.

Af den grund har han også meget vekslende arbejdstider. Han styrer dem jo et eller andet sted selv, men hvis han skal færdiggøre et projekt der har en speciel deadline, kan han selvsagt ikke bare vælge at gå tidligt hjem en eftermiddag. Men han er meget fleksibel, og en af de gode ting ved det er, at man så kan tage halve fridage sammen midt på ugen, hvis man pludselig har lyst til det.

Han har ingen anden uddannelse end gymnasiet, han er autodidakt og mega dygtig til sit fag. Han har fået stablet nogle fede ting på benene, og til sommer udkommer hans første spillefilm, hvor han både har været med på set som tonemester, men som han også har lavet alt efterarbejdet på. Mega sejt! 🙂 Hvis nogen har lyst til at se til noget at hans arbejde, kan man klikke lige her!

Så ja, han har rigtig godt gang i sin karriere, i modsætning til mig, der jo kun nærmest lige er gået i gang med min uddannelse. Hvis jeg vælger at tage en kandidat lige efter jeg er blevet bachelor, er jeg stadig først færdig i 2019. Så på den måde er vi meget langt fra hinanden!

Jeg har min SU og en smule mere som jeg tjener på at arbejde lidt, men det er også det. K  ville i princippet kunne forsørge både mig og fremtidige børn, blot på hans løn. Sådan skal det selvfølgelig ikke være, for jeg kommer jo ud med en god uddannelse og får mig et job hvis alt går efter planen 🙂 så bliver vi mere lige om det.

Men som tingene er nu, er det ofte ham der tager det ‘tunge læs’, eksempelvis hvis vi handler ind og jeg ikke har så mange penge, så betaler han 2/3-dele og jeg betaler 1/3-del. I starten var det rigtig svært for mig at forlige mig med det. Jeg følte lidt jeg stod i gæld til ham, hver gang vi havde været ude og spise og han gav, og derfor har vi snakket rigtig meget om det.

Men når man prioritere forskelligt, og han selvsagt er lidt mere afslappet omkring indkøb og penge generelt, så er det jo sådan det er. Men det skal jo være rart for os begge to, og jeg vil ikke føle at han skal forsørge mig i hverdagen. Så det gør han på ingen måde  (selvom han sagtens kunne, vel og mærke), og jeg spæder altid til på en eller anden måde. Og som han siger, så tjener han jo nogle penge som han har lyst til at bruge så vi sammen kan gøre de ting vi har lyst til. Gå i biffen, ud og spise osv. op til flere gange om ugen. Hvis vi begge to var på SU, ville budgettet jo selvfølgelig ikke række til det, men det betyder ikke, at vi så ikke skal det, bare fordi jeg ikke altid har det samme at gøre godt med.

Jeg håber det giver mening. Jeg betaler selvfølgelig (og åbenlyst nok tænker jeg!) altid selv for mine egne ting – shopping, ud og spise med veninder og så videre, men på de større poster herhjemme, og hvis vi går ud og spiser et dyrere sted sammen K og jeg, er det ikke altid vi spæder lige meget til. Men det hører sig nok til, når man er sammen – nu har vi også en hund sammen, så tingene er bare ret seriøse 😉 Det er om ikke andet sådan det fungere for os, og jeg føler mig meget priviligeret 🙂

RELATEREDE INDLÆG

Hunden B, Tanker, Vesterbro

En byhund (advarsel: hundesnak forude!)

Vores lille B er snart 4 måneder gammel. Han har fået alle sine vaccinationer, og fået lavet et hundepas, så han er klar til snart at komme med os til Sverige. Jeg glæder mig helt vildt til at introducere den lille røde hytte med den dertilhørende kæmpestore grund for ham, hvor han kan løbe frit og hygge sig. Det bliver så godt.

På næste lørdag starter vi til hvalpetræning med ham, noget jeg også virkelig ser frem til. Han knuselsker alle levende væsner, og er på INGEN måde reserveret, så det bliver spændene at se, hvordan han reagerer med så mange andre hunde. Jeg tror han bliver ellevild!

I lang tid har vi kun gået rundt i gården med ham, primært fordi vi har en rigtig stor gård med mange afkroge, så der har været nok at se til, men også fordi det er der han har været tryg. Vi har, fra vi fik ham hjem, taget ham ud på Vestebrogade mindst én gang om dagen for at vende ham til det. Nogle gange har han bare faret afsted, andre gange har han været mere tilbageholdene og pevet lidt og så har vi bare gået ind i gården igen. Små skridt.

Men der sker simpelthen så meget i øjeblikket. Nu kan han rent faktisk gå en tur på 10-20 minutter ude i den store verden. Vi kommer ikke så langt, sådan kilometermæssigt, men han udforsker og er tryg blandt larmen fra bilerne, cykler, barnevogne og masser af mennesker. Det er bare så rart at se, at han kommer efter det nu og nyder en længere tur. Det nyder vi der lufter ham i hvert fald også. Det bliver sjovere og sjovere 🙂 Jeg glæder mig også til, at vi kan tage ham med op i Søndermarken og Frederiksberg Have, som vi jo kun bor 10-15 minutters gang fra (menneskegang, ikke hvalpegang endnu) det bliver helt sikkert også et hit.

Han er stadig ikke 100 % renlig endnu, hvilket godt kan være lidt belastende. Men så længe vi er tålmodige og konsekvente, så skal det nok komme. Det skøre er, at hvis han er alene hjemme 4-5 timer, tisser han ikke på gulvet – primært fordi han nok bare sover mens vi er væk. Men hvis vi er hjemme med ham 4-5 timer, og for langsomme eller overser at han søger lidt væk, så kan han snildt nå at tisse indenfor 3-4 gange. Så kan han jo godt holde sig, han gider bare ikke. Tossede hund. At skulle ned i gården hver anden time er bare en af de mindre sjove ting ved at have hvalp i en lejlighed. Men igen: det skal jo nok stoppe på et eller andet tidspunkt.

Generelt set, er det bare virkelig dejligt og hyggeligt at komme ud og gå nogle ture i løbet af dagen. Specielt hvis man kan holde det til 4-5 gange (hvor 2 af dem er lidt længere) så gør det mig ingenting at skulle ud.

Og da vi jo bor på Vesterbro, er det mange mennesker man støder ind i, på sådan en tur blot 100 meter ned af gaden. Både søde mennesker der bare synes han er nuttet, men også underlige mennesker, fulde mennesker – mennesker der, uden at sige noget, bare går hen og tager ham op (?) og så videre. Men sådan er det – han er jo en byhund og vil nok være det i lang tid, så han kan lige så godt vende sig til det.

Der er virkelig mange dejlige ting ved at have fået sådan en lille hundehvalp ind i familien. Man elsker ham jo allerede så fandens højt og vil ham det allerbedste. Han er også skideirriterende, men det gode vejer op for det dårlige og så er alting ligesom okay.

Jeg kan i hvert fald kun sige, at ingen af os på nogen måde fortryder, at vi valgte at udvide familien. Vi er bare beriget med så mange gode og sjove stunder med ham, han er sød, kærlig og putteglad – men også vild, bider i alt og hamrende legesyg. Men sådan vil det altid være, at have en hvalp i huset tror jeg. Det er jo dens natur og så længe man husker på det, så hjælper det lidt, synes jeg.

Nå, nok hundesnak for i dag! Jeg håber, at dem der synes at hundesnak er intetsigende blot scroller videre, for som sagt skriver jeg jo bare om det der fylder mine tanker. Og at dem der godt kan lide at høre om den lille pelsklump også får noget ud af det – og siger til hvis der er andet de vil høre? 🙂

12659672_10206593945660371_1142886334_n 12714380_10206593945420365_180622180_n

RELATEREDE INDLÆG